2023 – et usædvanligt hydrologisk år

Fra hydrologens perspektiv, har året 2023 været et særdeles interessant og ekstremt år.

Og her i den hydrologiske afdeling i GEUS har vi siden starten af året været i stand til at følge udviklingen af det hydrologiske kredsløb på en ny og meget bedre måde: Vi kører nu vores Nationale Hydrologiske Model (DK-model) i realtid med automatiske daglige opdateringer. Det giver os en unik mulighed for løbende at følge den hydrologiske tilstand i hele Danmark og relatere den til en normaltilstand for årstiden. Desuden giver Den Nationale Hydrologiske Model os mulighed for at overskue det integrerede hydrologiske kredsløb med status for både vandindhold i jorden, vandføring i vandløb og grundvandsstand. Den statistiske afvigelse fra normaltilstanden for årstiden angiver vi med en række hydrologiske indeks, som afspejler om vi har en særlig våd eller tør situation på et givent sted og tidspunkt. Nedenfor illustreres udviklingen af indeks for øverste grundvandsspejl og vandføring i vandløb for forskellige datoer hen over året 2023.

øverste grundvandsspejl og vandføring

Året startede relativ normalt, eller lidt i den våde ende. Bortset fra Sydøstdanmark oplevede vi en relativ våd vinter 2022/23. Størstedelen af nedsivningen til grundvandet i Danmark sker om vinteren, når fordampningen er lavest og nedbøren høj, og den våde vinter betød derfor at grundvandsstanden var forholdsvis høj helt frem til den 1. maj. Undtagelsen er Sydøstdanmark, hvor vinternedbøren har været lavere, og  grundvandsreservoirer derfor ikke var blevet fyldt op på samme måde som i resten af landet – noget som også kan ses i simuleret vandføring i vandløb for området.

26 juni øverste grandvandsspejl og vandføring

Maj og juni viste en dramatisk udvikling i den hydrologiske tilstand da vi i Danmark fik helt usædvanlig lidt nedbør. Her udtørrede jorden, hvilket skabte problemer for bl.a. landbruget, men tørken forplantede sig også til både grundvandsstanden og vandføring i vandløb. Ved højdepunktet af tørken, omkring den 26. juni, oplevede vi ifølge modellens beregninger en alvorlig tørke i store dele af Danmark. Dette gjaldt både det øverste grundvandsstand og vandføring i vandløb, særligt i Syd- og Østdanmark.

Tørken i sommeren 2023 kunne dog have været værre, hvis den foregående vinter 2022/23 havde været mindre våd. Men fordi den var i den våde ende, var grundvandsreservoirer godt fyldt op, og fungerede dermed som en buffer for det hydrologiske system. Dette kan også ses ved at områder, der var vådest den 1. maj, stadig er vådere (mindre tørt) næsten to måneder senere den 26. juni.

01 august øverste grundvandsspejl og vandføring

Omkring slutningen af juni skiftede vejret dog til mere våde forhold, som kulminerede i den vådeste juli siden nedbørsmålingerne startede i 1874 (med næsten 141 mm på landsplan blev det til over dobbelt så meget regn som normalt). Dette betød selvfølgelig, at jorden 1. august igen var blevet vådere, og vandmangel ikke længere var et akut problem. Selv med den store mængde regn i juli, blev det øverste grundvand dog kun bragt tilbage til normale forhold i det meste af landet. Dele af landet, igen især Sydøstdanmark, var stadig tørrere end normalt. Dette skyldes, at grundvandsdannelsen primært sker om vinteren – og manglende vinternedbør typisk ikke kan udlignes af et par uger med meget regn om sommeren.

23 november øverste grundvandsstandsspejl og vandføring

Da vi bevægede os længere ind i efteråret, og efter en usædvanligt våd oktober og november, begyndte grundvandsstanden for alvor at reagere på de store mængder nedbør. Højdepunktet af den våde periode har indtil videre ligget omkring den 23. november. Her oplevede vi ifølge modellens beregninger meget og ekstrem våde forhold i både grundvandet og vandføringen i store dele af landet. Noget som også bekræftes af flere hændelser med oversvømmelser fra vandløb eller grundvand, særligt i Østjylland.

Udviklingen af de hydrologiske indeks for det usædvanlige hydrologiske år 2023 kan ses i nedenstående animation

animation øverste grundvandsspejl og vandføring